Tiden går, tiden står - Hvornår er klokken slået?

Tiden kører rundt med os. Vi stræber efter at leve i nuet, kan ikke lade være med at tænke på fremtiden og vi hænger os konstant i fortiden. Vi stresser rundt for at nå tingene inde for en tidsramme, fordi alle har så travlt... men ellers går det for langsomt. De få gange hvor vi virkelig slapper af og nyder os selv, er når vi intet ur har og er tvunget til at slappe af.

Vi må vel bare lære, at livet løber foran os - og vi bliver nødt til at følge med. 

Vi må vel lære, at vi ikke selv kan styre vores liv - så vi må lade hver med at prøve på det. 

Vi må vel lære, at ligegyldig hvordan nuet er, er der en fremtid - og det er en ting vi glemmer at sætte pris på. 

Vi må vel lære, at selvom livet løber foran os - så har vi ikke travlt.

Det er underordnet

om du er livets vand

eller sort vand.

Så snart du lukker dine øjne,

er du ét med samme kilde.

- Mevlana Jaluddin Rumi:

Divan-i Kebir

Glæde

I denne Sommer, føler jeg ikke selv at jeg har sat nok pris på det liv jeg lever og de mennesker jeg er omgivet af. Men jeg har tænkt. Jeg har tænkt over, hvad "glæde" vil sige, og hvordan vi skal bruge dette ord! Jeg har altid lagt mest vægt på ordet glæde, når det går godt i kærlighed. Det er gået op for mig, at jeg faktisk tit baserer alt min glæde på mit kærlighedsliv - jeg har taget alt muligt andet fantastisk for givet.

Ligesom at det er okay, at være ked af ting man har mistet, er det vigtigt at glæde sig over de ting man har. Mange har tendens til at tænke, at hvis de vil have noget, så behøver de det! - og de er ikke glade før de får det.
Ligeledes, hvis man har haft noget, som virkelig gjorde en glad, så er det som om, at glæde kun kan opnås ved at få det samme!

- Det skal være slut!
Vi er her, vi er smukke, vi har personlighed, vi har en åben verden, vi har så mange ting at sætte pris på.

Det vil jeg gøre.

håb og skuffelser

Hvad giver skuffelse på skuffelse på skuffelse? Det er svært, at forstå!
Nogle gange kan man blive helt bange, for at håbe på ting der virkelig betyder noget, fordi skuffelsen er så stor hvis det ikke går som håbet.

Men hvis man ikke håber, hvordan kan man så virkelig blive glad?

Egentlig er håb vel grunden til, at vi står ud af sengen om morgenen.
Skuffelsen er vel bare med til at gøre os stærkere for hver gang og gør, at hvis tingene en dag bliver som håbet... SÅ er man virkelig glad.

Det store spørgsmål

... Findes Gud?
Jeg har lige læst en bog, der hedder "Livets mirakler", som i kan læse om på linket. Der er så mange af disse hændelser/mirakler, der omhandler den ene eller anden form for gudsindblanding, og mange af dem virker simpelthen for urealistiske til at være sande. MEN det fantastisk ved denne bog er, at det alt sammen er kildekritiseret og dokumenteret, og hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg simpelthen ikke på at folk lyver om den slags, på den måde.

Men hvad skal man så tro? for i os alle bor der en skeptiker som hælder til fornuften, og en troende der drages mod sin overbevisning - i nogle tilfælde er der selvfølgelig også folk der kun forholder sig til en af siderne -, men det er alligevel svært at finde en balance.
Jeg har altid haft den overbevisning, at når der er så meget, vi ikke kan se, men som vi ved eksisterer, må der også være noget, som vi ikke kan se og som vi ikke ved eksisterer. Men er det så Gud?

Jeg tror på, at Gud er den overordnede betegnelse for kærlighed og verden som helhed. Jeg finder nogle gange støtte i Gud, fordi jeg stærkt tror på, at der er meget mere mellem himmel og jord end vi ved af - og for mig er det Gud. De  faste billeder der er på Gud i de forskellige religioner, er jeg simplethen for fast i den tro, at mennesket aldrig kommer til at vide alt, til at tro på at de kan være rigtige.

Men alt i alt
... Findes Gud vel for dem der tror på ham og finder sin støtte heri, og herefter er Gud vel det for den enkelte, som den enkelte har brug for at han skal være. 

Saying someone can't be sad

Because someone else may have it worse

Its just like saying

Someone can't be happy

Because someone else may have it better.

Kære Verden

Kære Verden
Jeg elsker dig.
Men hvorfor føler jeg mig ikke altid elsket igen? Hvorfor føler alle mennesker på et tidspunkt i deres liv, at verden ikke elsker dem. Hvordan kan jord, som det brune smuller det et, overhovedet elske?
Hvorfor er du, Verden, så elskværdig over for nogen, og så brutal uretfærdig over for andre? Eller er du overhovedet brutal og elskværdig? Du var her selvfølgelig lang tid før os mennesker. Hvorfor skyder vi egentlig skylden på dig? Du gør jo bare, hvad du altid har gjort.

Måske bør vi, som mennesker, begynde at tænke mere over begrebet "held". Det er som om vi hele tiden prøver at komme uden om det faktum, at nogle er heldige og andre er uheldige. Religion, skæbnen, din magt som Verden, Karma - Alt bliver brugt, for at dække over det faktum at dét der "ikke sker for os", skete.  Jeg siger ikke, at noget af det ikke er sandt. Jeg siger bare, at hvis vi alle sammen begyndte at føle os heldige, over hvor vi står lige nu og at vi er her, frem for at føle os uheldige når ulykken er sket... Så ville der blive sat pris på flere ting. Det er selvfølgelig en meget romantisk og naiv tankegang, men dette er jo også blot et brev. Et brev for at skrive, hvor meget jeg holder med dig, Verden!

Hvad er det mest værdifulde du har at byde på? Jeg har tænkt over det. Egentlig er det eneste du kan byde på,  dét der var der fra starten. Renhed. Vi mennesker har skabt en verden oven på den du startede ud med. Alligevel er det vi mennesker tit sætter mest pris på, den renhed du startede ud med; Et nyfødt barn, et nøgent menneske, duften af tidlig morgen, planterne, bjergene og dyrene. Renhed. Alligevel ser mange af de samme mennesker dig som ond, fordi der er er så meget ondskab i verden. Men det er jo ikke din skyld. Du gør jo bare som du altid har gjort. Jeg vil ihvertfald blive ved med at føle mig heldig, indtil jeg simpelthen ikke er det længere.

- Sofie