Jeg har lige læst en bog, der hedder "Livets mirakler", som i kan læse om på linket. Der er så mange af disse hændelser/mirakler, der omhandler den ene eller anden form for gudsindblanding, og mange af dem virker simpelthen for urealistiske til at være sande. MEN det fantastisk ved denne bog er, at det alt sammen er kildekritiseret og dokumenteret, og hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg simpelthen ikke på at folk lyver om den slags, på den måde.
Men hvad skal man så tro? for i os alle bor der en skeptiker som hælder til fornuften, og en troende der drages mod sin overbevisning - i nogle tilfælde er der selvfølgelig også folk der kun forholder sig til en af siderne -, men det er alligevel svært at finde en balance.
Jeg har altid haft den overbevisning, at når der er så meget, vi ikke kan se, men som vi ved eksisterer, må der også være noget, som vi ikke kan se og som vi ikke ved eksisterer. Men er det så Gud?
Jeg tror på, at Gud er den overordnede betegnelse for kærlighed og verden som helhed. Jeg finder nogle gange støtte i Gud, fordi jeg stærkt tror på, at der er meget mere mellem himmel og jord end vi ved af - og for mig er det Gud. De faste billeder der er på Gud i de forskellige religioner, er jeg simplethen for fast i den tro, at mennesket aldrig kommer til at vide alt, til at tro på at de kan være rigtige.
Men alt i alt
... Findes Gud vel for dem der tror på ham og finder sin støtte heri, og herefter er Gud vel det for den enkelte, som den enkelte har brug for at han skal være.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar