Beslutninger

Hvor stor en indflydelse har de beslutninger vi tager som unge i vores liv på sigt? Karrieremæssigt, har det jo en stor betydning, men hvad med når det kommer til vores alle sammens kærlighed? Når man er ung, bør man så tænke med hjernen eller hjertet? Det kommer selvfølgelig an på situationen, men hvis situationen var ren glæde ville det ikke være et behov at stille sig selv det ultimatum.
Der er ikke en aldersbegrænsning for, hvornår vi mennesker bliver sorgrede og hvor dyb den sorg er, men ting der sorger som ung, går for det meste væk med årene. Er det ikke når man er ung, at man bliver nødt til at prøve sine følelser lidt af? eller er det bare en ufattelig dum tankegang jeg har fået mig?

Den svære situation kommer vel, når man som to personer der er i et form for forhold, står to forskellige steder i det.  Tit er det sådan, at den ene af ren behov stopper forholdet og er man heldig er den anden part enig. Uheldigvis kan det jo også ske, at den anden bliver dybt berørt.
Andre gange er det sådan, at man er to forskellige steder, men ingen har lyst til at droppe forholdet - af to forskellige grunde. Er et godt forhold, hvor den ene er meget mere vild med den anden end omvendt, et godt forhold? Bør man tænke med hjernen eller hjertet i sådan en situation?

Det rigtige svar, er selvfølgelig at man skal bruge hjernen hvis man er "fanget" i et forhold, man ikke kan komme ud af pga sit hjerte, og er det så også det? Hvad hvis forholdet er godt? Hvor går grænsen fra at være mere vild med den anden end omvendt, til at blive udnyttet og få leget med sine følelser? Står man i situationen, ved man for det meste vel godt, hvor man står da man jo kan mærke om man er glad eller ked af det.

Jeg tror tit, at det bedste vil være at få revet plasteret af, hvis man ved at det alligevel vil gøre mindst lige så ondt senere hen. Nogle gange kan man bare ikke, og så må man vel tage chancen og lærer af sine erfaringer, selvom dette tit er det mest smertefulde.
Men man kan jo være heldig også...
Nogle gange ender man måske med at stå det samme sted igen.

Nuet er det nye sort

Jeg snakkede med min gode ven Jonathan i går, omkring det med at leve i nuet. Han nævnte, at han synes det er gået hen og blevet en livsstil for mange og at det på den måde er blevet meget mainstream.
Det er der jo noget om! - og jeg må jo nok erkende, at jeg ligger i den pulje.
Du kan lære at leve i nuet ved at læse i ugebladene eller tage på et af de utallige kursuser der omhandler det, og på den måde blive mere ét med dig selv! - spørgsmålet er bare:
Kan andre lære en at leve i nuet?

Jeg har tænkt videre over det, og det tror jeg egentlig på mange punkter godt at man kan, alligvel tror jeg at det er noget man kun kan komme helt frem til via sig selv.
Hvis man skal leve i nuet, skal der helst være noget godt at leve i, ergo: jo lykkeligere du er jo mere lever du i nuet! Herefter begynder vi selvfølgelig, at frygte for fremtiden og hvorledes om lykken nu vil holde, men er den tanke dominerende over lykken i nuet? - det tror jeg virkelig ikke.

Den måde jeg prøver at leve i nuet, og generelt hvile i mig selv på, er at lade mig glæde ved hvad der er at glædes ved. Jeg er sammen med de personer jeg i den periode virkelig har lyst til at være sammen med, og gør de ting jeg helst vil lave! - hvis det betyder en weekend alene hjemme med slik og kakao, så er det jo hvad jeg ønsker lige i dét nu. Selvfølgelig sørger jeg for, at det jeg gør ikke går ud over nogen anden - jeg kunne fx aldrig finde at droppe en gammel fødselsdagsmiddag eller venneaftale, bare fordi jeg ikke var i humøret!

Nu kan i jo som læsere se om i kan bruge det jeg skriver, eller om det er noget helt andet der virker for jer! Nu lever jeg jo i en rimelig rolig hverdag, og jeg er klar over at det ikke er alle der har tid og overskud til at gøre som jeg.
Det er ikke noget vi tænker over, men jo mere travle vi er, jo mere lever vi vel egentlig i nuet...

The Manslater - We all need one!

                     

Ovenstående video er ikke blot utrolig underholdene, men tager faktisk en meget interessant problemstilling op. Som I selvfølgelig kan se, omhandler videoen det faktum, at vi kvinder og mænd tit taler forbi hinanden. Vi har på mange punker, bare to forskellige måder at tolke forskellige scenarier. 

Eftersom at vi vel alle kan blive enige om, at kommunikationen er noget af det vigtiste i et parforhold, er det måske ikke det bedste at det lige præcis er den der vakler. 

Vi ved, at vi nogle gange ikke fatter hvad vores partner fabler om, og af en eller anden grund har vi et princip om at vi ikke vil snakke "deres sprog", fordi ellers mister vi os selv og retten til at udtrykke os...! Mon så ikke også tit, at vi går rundt og bærer rundt på noget tungt uden vores partner ser det, da man som mand og kvinde taler "to sprog"? I mange tilfælde er det jo desværre tilfældet har jeg set, og den eneste løsning er vi vel alle klar over!: 

En snak om tingene. 

Eller for den skyld en Manslater... Men kan man ikke sige, at en snak omkring de ting man ikke forstår er en mere tilgængelig form for Manslater? 

Det vigtigste herefter er jo så, at få snakken. Egentlig kan det hele jo køre i cirkler, for de to sprog holder jo ikke bare inde. Så forstår man pludselig ikke hvad der blev sagt i den snak, hvor der blev snakket om det der ikke var blevet forstået... Jeg har bare en stor tiltro til, at jo mere man snakker jo mere lærer man hinandens mening med ord. 

Indtil det sker, må alle vel bare gå rundt og drømme lidt om en Manslater... 

Lad gammel kærlighed blive en del af den nye.

Jeg har tænkt meget over, hvorvidt gammel kærlighed påvirker det kærlighedsliv vi har i nuet, for det påvirker det uden tvivl en masse! Jeg er kommet frem til, at man på så vidt måde må lade det blive en del af én selv og det forhold man går ind i. Acceptere de følelser der har været, lade dem hvile, og fokusere på de nye man har. Erfaring har vist mig at det ikke hjælper at prøve at fortrænge det, men at det derimod ikke gør noget at tage noget gammelt op selvom man er et nyt sted i sit liv. Jeg tror det er godt, at komme ud med en masse ting som man er klar til at indse omkring en svær tid, nu hvor man er kommet videre. Så det er hvad jeg har tænkt mig i det her indlæg!

Jeg oplevede her i 2g, en sindssyg følelsesmæssig bombe, hvor jeg nærmest gik i en  psykose. Jeg var så forelsket i en fyr, og jeg fattede ikke hvorfor - han var bare helt perfekt! Vi var sammen til en fest, hvor jeg tilbragte natten hos ham, og efter det var jeg bare fuldstændig ramt af Amors pil i et halvt år! Jeg prøvede at kæmpe for ham i starten, men intet var gengældt, så jeg gik rundt og kunne ingenting gøre.           Til sidst blev det så slemt, at jeg decideret kastede op af det! - herefter var alle følelserne fuldstændig væk, fra den ene dag til den anden! En måned efter, mødte jeg ham jeg ser ret fast nu - som jeg virkelig er glad for! - og jeg har ikke følt noget for den anden i mellemtiden, hvilket alligevel 4 måneder nu!

I den periode hvor jeg var inde i den her bobbel, hvor alt jeg gjorde var på baggrund af denne fyr, skrev jeg en MASSE digte, nogle bedre end andre selvfølgelig. Jeg kan nu mærke, at jeg faktisk har lyst til at dele dem, så jeg har udvalgt en lille pulje, som udtrykker meget godt mine forskellige følelser dengang. Det kan være at jeg ikke er den eneste der har været så sindssyg langt ude...

DIGT OMKRING (...)

Jeg vil, jeg må, jeg gør!

Hvem er det jeg prøver at nare,

jeg ved jo godt, at jeg ikke tør

Men hvorfor er det så besværligt?

Jeg ved jo for guds skyld godt,

at du er noget særligt.

Alt i mig hopper og syder og danser

Og for fanden,

hvor du tænder alle mine sanser

Det er så voldsomt, at det gør ondt

men jeg prøver hele tiden, at

fortælle mig selv at denne følelse er sund

Men jeg er hverken glad eller sur eller ked

det er bare en konstant følelser der blev ved

For du har jo intet gjort mig

Andet end at du den aften

lod mig røre ved dig

Jeg ved du tænker når vi ser hinanden

hvor ville jeg dog ønske, at

det var portalen ind til en anden verden. 

Til en verden, hvor det hed "os to"

i dén verden

ville jeg virkelig falde til ro. 

Det eneste der besætter min hjerne, 

er tanken om aktion, men 

hvorfor ligger handlingen så langt ude i det fjerne?

Sket er sket

og ske kan ske igen

alt jeg vil er at fange dig, svært om let

En dag vil jeg have modet

og da vil du (...)

føle en kærlighed

stærkere end du nogensinde ville ha' troet.

DIGT TILEGNET (...)

Det er utroligt, hvordan du formår at være i mit hovede konstant.

Jeg lever mig ind i en verden, hvor jeg snart ikke kan kende forskel på det der er løgn og det der er sandt. 

Jeg mindes hvordan det var at kysse dine bløde læber. 

Det hele var perfekt, det er kun de rigtige ting du efter dig slæber. 

For mig er du fuldstændig fejlfri

jeg forstår næsten hvorledes kærlighed kan føre til krig. 

Det gør dog så ondt at vide at jeg hverken har eller får, det skønne jeg ser.

Nogle gange vil jeg næsten ønske, at jeg aldrig skulle se dig mer'. 

KÆRLIGHEDENS UTÅLELIGE KRAFT

Hvor gør det ondt, at ville noget der aldrig vil ske.

Det eneste der foregår i mine tanker er drømme - det er det eneste jeg vil se. 

Hvorfor skal du være så pisse speciel?

Du har jo ingen følelser at vise igen.

Jeg ved ikke længere hvor jeg skal gøre af mig selv.

Du får jo mit hjerte til at banke sig halvt ihjel!

Det man har kært er hårdt at miste,

men det er smertefuldt at miste noget, man kun har haft i sigte.  

At græde hjælper, men man græder ikke over noget man aldrig har haft.

Dette er hvad jeg kalder kærlighedens utålelige kraft

MIN MAND

Det er ikke et spørgsmål om jeg kan,

men om hvornår jeg får min mand.

Det burde være så nemt

for jeg ved, at du ud af din øjenkrog 

også skænder mig et glimt. 

Det ene afslag runger bare i mit hovede,

så alting i min verden bliver så rodet.

For efter at jeg var os dig natten over,

er det som om min krop og sind aldrig sover.

Alting inde i mig roder rundt,

der er så meget uorden at det gør ondt. 

Det her handler om at tage initiativ,

for jeg har en fornemmelse af, at

 du virkelig kan ændre mit liv.

Det handler virkelig om at fortælle mig selv, at jeg godt kan.

Fordi  for fanden hvor skal jeg bare have min mand!

SEX ≠ <3 

Må man ligge med en anden mand,

når det kun er hos én bestemt at ens kærlighed er sand?

Den rigtige er uopnåelig der ude,

så hvad nytter det at sidde alene hjemme og tude?

For når jeg smelter sammen, en nat, med en anden

glemmer jeg næsten, at (...) og jeg er skabt for hinanden. 

Sex bør være det ultimative frirum at give sig selv,

når kærligheden lige så stille er ved at slå os ihjel.  

DIGT TILEGNET (...)

Once I saw an angel

glowing in the dark.

I fell

I fell deep

I fell way to deep.

Now I can't see it.

 - Are you an angel

ore a demon?

DIGT TILEGNET (...)

My heart is broken

but I won't cry.

It feels like a dagger in my chess

but I won't die.

Cause I'll keep believing, that you one day

will make me fly. 

KYSSET

Tænk at få dét kys

Dét kys drømmene handlede om

Dét kys, som ville bringe lys.

Tænk hvis det var dig

Dig der tog skridtet

Store drømme ville vise sig. 

Tænk nu hvis

Tænk nu hvis

Det nogensinde ville ske for mig. 

INTET AT FATTE

Jeg fatter intet

Det var dig i så lang tid

Du var den mest perfekte

du er den mest perfekte

Den fyr, hvem, for intet arbejde var slid. 

Men du er for perfekt

Jeg bliver bange

Det er ikke muligt

Det er alt for virkeligt

Du bevægede dig ind på mig som en slange.

Det hele er klarere nu

Alle følelserne er væk

Du var perfekt

Men ikke for mig, han er den perfekte

ser jeg nu. Det går...

Jeg fatter intet

men alt giver mening

så jeg fatter intet 

af hvad der giver mening. 

Jeg kan faktisk mærke, nu hvor jeg har fået dem skrevet ind, at det var det rigtige for mig! Jeg føler ikke noget for ham længere, men han har stadig sat et stort mærke på mig, da det VIRKELIG var slemt dengang. 

Sagen er bare den, at jeg er i en ny fase nu, med en ny fyr! Og han er ihvertfald lige så perfekt som ham indlægget omhandler.

Accept af sig selv = accept fra andre

Jeg har tænkt meget over de sidste par dage, hvorfor folk reagere på den måde de gør over for folk i anderledes tøj. Jeg har personligt haft en ret dårlig oplevelse med at være alternativ, da folk jeg "kendte" undgik mig på gaden og jeg i det hele taget ikke var nogen menneskemagnet. Jeg var inde i en periode, hvor der skulle afprøves grænser - så det gjorde jeg! Jeg var dog også inde i en periode, hvor jeg gjorde rimelig meget hvad mine veninder syntes...  dette gjorde at mine grænsebrydende ting var lidt begrænsede.

Det var en hård periode for mig, da jeg havde det virkelig dårligt med mig selv og faktisk ikke brød mig synderligt meget om det tøj jeg gik i. - Jeg gjorde det fordi det var sjovt, og elskede at være anderledes.. udover det følte jeg mig også lidt fanget i det! Det store problem lå i, at min skoleveninde konstant fik ros for hende påklædning på trods af at hun var anderledes - det gjorde jeg ikke! Men hun elskede også hvem hun var og hendes liv - hun hvilede i sig selv. Jeg fik aldrig komplimenter og fik det på den mådedårligere med mig selv...

Det hele blev for meget og jeg havde brug for en ny start, så da det var tid til gymnasiet valgte jeg et ingen jeg kendte startede på! - en ny rolle!
Fra dag 1 af, fik jeg komplimenter omkring mit udseende! Jeg fattede det ikke.
Jeg havde ændret min tøjstil  en smule, ikke meget, men min holdning til mig selv var virkelig bare ændret  meget! - Jeg var tilfreds med hvordan jeg så ud, da jeg gik i skole hver dag!

Min stil har udviklet sig sindssyg meget på de år her, og nu har jeg virkelig fundet mig selv! Jeg er fuldstændig pjattet med 50'er -60'er stilen, så lige nu er alt i min verden fyldt med prikkede kjoler, rød læbestift, og pandehårskrølle!

Det jeg ville frem til med dette indlæg var, at for at få accept fra andre må man acceptere sig selv! - hørt før? I know! Jeg tror bare vi glemmer hvor meget det egentlig betyder. Accepterer folk du kender ikke hvem du er, har det måske noget at gøre med at du heller ikke selv gør det. 

Jeg ser tit folk i umiddelbart "kikset" tøj, der er helt vild seje - fordi de ER seje! på samme måde har jeg set folk i umiddelbart "sejt" tøj, der er vildt kiksede - fordi det ikke er dem!

Jeg kan forestille mig, at folk kunne have lyst til at slå mig, og det har jeg også selv lidt! - Alt det her er så let at sige! 

Jeg synes at det skal være et bevidst mål for alle, men at man skal lade det tage den tid det tar!

 2008/2009

2012 

Så lykkelig, at man ikke er lykkelig

Når vi når den ultimative lykke, er vi ligepludselig for lykkelige. Så er alting for godt til at være sandt, og så tror vi ikke på at denne lykke sker for os. Er det ikke også lettere, at blive såret hvis alt omkring én kun er godt?
Vi må ikke sige, at vi føler vi har det dårligt, hvis alting i princippet går godt. Vi siger altid, at det går godt selvom vi er ulykkelige. Vi vil ikke sige vores problem til en der har det værre, alligevel synes vi tit at det er os selv  der har det værst i momentet. - Men det er der vel egentlig også noget om?
Er vi lykkelige i nuet, er der altid noget fra fortiden der minder os om at det ikke altid vil være så skønt. Var vi lykkelige engang, føler vi aldrig rigtig den samme lykke... indtil vi finder den og bliver i tvivl om hvad lykke egentlig er.

Jeg føler mig lykkelig. Så lykkelig, at jeg ikke fatter jeg er lykkelig. Skrækken for at lykken vil stoppe, eller at den bare er en illusion hober sig op, i takt med at nuet går bedre. Erfaring har lært mig, at det lige præcis er den man skal kigge på nuet med. Men nu. Nu har jeg ingen erfaringer, som jeg kan drage til nuet.
Alt går godt.

Det er jo egentlig sjovt, hvordan vi tænker over at vi tænker.

Jeg er ked af dette rodede indlæg, men tænkte at det måske var nogle tanker andre kunne perspektivere til. Nogle ting fatter jeg bare aldrig...

Tankespind

Jeg hvirvler rundt i et tankespind,

der er vævet af kærlighed. 

Mine tanker forvirres af kærlighed,

i mit tankespind.

På grund af kærlighed. 

Biorytmer

Vi kender vist alle sammen det, at have en sindssyg dårlig dag, hvor alt bare går imod én? ligeledes findes der også dage, hvor  alt bare føles fantastisk. Indtil i lørdags har jeg bare troet, at det var tilfældigt hvornår vi fik disse, men jeg fik lov til at tro om! Der er faktisk en biologisk forklaring på det, der hedder biorytmer, som begynder sine kurver fra vores fødsel af. Det er en biorytmekurve, der fortæller os om vores fysiske formåen, vores psykiske balance og vores intellektuelle stade på et givent tidspunkt. Læs meget mere om det her, og udregn din egen biorytme. Jeg ved ikke hvor troværdig den er på siden, men da jeg havde en sindssyg skidt dag her i går gik jeg ind og tjekkede den, hvor det passede perfekt overens med min tilstand. Skal man vide den korrekte, er det vist en slags blodprøve man skal igennem.

Jeg blev bekræftet i, at det bare var en dårlig dag og at der jo så egentlig ikke var noget reelt galt - hvilket jeg ved der ikke er! Dette opmuntrede mig faktisk en del, og selvom jeg er lige så negativ i dag (hvilket også stemmer overens men tallene) ser jeg frem til en god dag snart! 

- Man skal vel bare passe på med ikke at tro alt for meget på det der står, og på den måde gøre sit humør anderledes end det egentlig er bare fordi det står der. 

Ordene

Først elsker vi personen, så hader vi den og så er vi egentlig ligeglad... Hvad vil det nu sige? 

Jeg har personligt holdt mig langt fra disse, især de to første, ord/vendinger... Jeg føler ikke selv, at jeg er følelseskold, jeg synes bare at det er sindssyg store ord! Den ene gang hvor jeg virkelig følte, at jeg elskede en der ikke var ven eller familie, viste det sig mere at være had eller foragt gemt bag en forelskelse, og jeg priser mig selv for, at jeg aldrig fortalte ham hvad jeg troede jeg følte. Jeg bruger helst ikke ordet had, da dette er en konstatering man ikke bare lige kan løbe fra igen. Den eneste mulighed for dét, er nemlig at være ligeglad... Det er noget rodet noget, jeg prøver at få skrevet ned ehr, men jeg har virkelig tænkt meget over hvad hvert enkelt af disse 3 egentlig betyder. 

At elske

Jeg tror, at jeg ser dette ord større end mange andre. Jeg føler, at man kan sige at man elsker et andet menneske, når det virkelig er blevet en del af en selv. Derfor er det en del lettere at elske venner og familie, da de altid er der, - på den måde er de en hel halvdel af en selv. Jeg føler først, at man kan sige man elsker en kæreste, når man har været sammen i længere tid. Forelskelse er en kemisk reaktion, der helt naturligt begynder at forsvinde efter 3-4 måneder. Er denne følelse ikke forsvundet efter de måneder, og er tanken om at miste personen ulidelig, så vil jeg mene at man elsker sin partner. 

At hade

Dette er et ord, som jeg virkelig helst ikke bruger overhovedet! Had er det modsatte af at elske, så hader man et menneske ønsker man virkelig at det andet menneske skal forsvinde fuldstændigt fra ens liv.   

Had er et så negativt ladet ord, at man kun gør situationen man står i værre. Jeg kan fx på ingen måde klare, når folk påstår at andre hader dem! Siger man det, føler jeg mere af det er af selvmedlidenhed end egentlig uro for kommunikationen mellem dem selv og det andet individ. Bruger man et hvilket som helst andet ord, ligger man situationen op til at den kan løses. 

Jeg tror på den ene eller anden måde først, at man kan hade et andet menneske, hvis det har haft en rolle, hvor ordet "elske" er indblandet. Først når man har følt, at et andet individ har et kæmpe rolle i ens liv, kan man sig at det ikke skal være der længere. 

At være ligeglad

Når man er ligeglad med et menneske, der har haft en kæmpe betydning, tror jeg det er fordi man er helt ovre på den anden side. Når man på et tidspunkt får nok af had og kærlighed, og man virkelig ikke orker nogen former for situation med individet, vil jeg sige man er ligeglad. Jeg vil umiddelbart ikke mene, at ligeglad er lig med ikke at have nogle som helst følelser indblandet, men at man bare derimod accepterer tingenes tilstand som de er.   

Alt dette er selvfølgelig kun min mening, og jeg synes at vi alle skal have vores definitioner på det. 

Det hele handler om hvad man føler sig tilpas med på baggrund af erfaringer.