Når vi når den ultimative lykke, er vi ligepludselig for lykkelige. Så er alting for godt til at være sandt, og så tror vi ikke på at denne lykke sker for os. Er det ikke også lettere, at blive såret hvis alt omkring én kun er godt?
Vi må ikke sige, at vi føler vi har det dårligt, hvis alting i princippet går godt. Vi siger altid, at det går godt selvom vi er ulykkelige. Vi vil ikke sige vores problem til en der har det værre, alligevel synes vi tit at det er os selv der har det værst i momentet. - Men det er der vel egentlig også noget om?
Er vi lykkelige i nuet, er der altid noget fra fortiden der minder os om at det ikke altid vil være så skønt. Var vi lykkelige engang, føler vi aldrig rigtig den samme lykke... indtil vi finder den og bliver i tvivl om hvad lykke egentlig er.
Jeg føler mig lykkelig. Så lykkelig, at jeg ikke fatter jeg er lykkelig. Skrækken for at lykken vil stoppe, eller at den bare er en illusion hober sig op, i takt med at nuet går bedre. Erfaring har lært mig, at det lige præcis er den man skal kigge på nuet med. Men nu. Nu har jeg ingen erfaringer, som jeg kan drage til nuet.
Alt går godt.
Det er jo egentlig sjovt, hvordan vi tænker over at vi tænker.
Jeg er ked af dette rodede indlæg, men tænkte at det måske var nogle tanker andre kunne perspektivere til. Nogle ting fatter jeg bare aldrig...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar