Dengang smerter endnu,

selvom jeg for længst er begyndt at kalde det fortid.

Det dukker op i min nutid, så jeg bliver i tvivl.

I tvivl om den smerte jeg føler NU, er nuets smerte,

eller den der hænger ved fra dengang.

For det var kærlighed.

En kærlighed der aldrig gjorde mig lykkelig,

men dog til det rigeste menneske overhovedet.

For det var kærlighed.

Selvom du ikke troede på kærlighed

eller på forhold

eller på respekt

tolerance

venlighed

det var som om du slet ikke troede på noget?

I hvert fald slet ikke på mig.

Dén kærlighed var så ulykkelig

og den der så kom var perfekt,

for du troede på kærlighed

og på forhold

og på respekt

tolerance

venlighed

Det var som om du troede på alt livet gav dig.

Du troede på mig.

Dén kærlighed var så ulykkelig lykkelig.

Så store modsætninger

Der giver den samme smerte

den samme følelse

af at være ok

for dengang er dengang

og den nye dengang er blevet dengang.

Nu er tiden kommet til mig.

Og jeg tror på kærlighed.