Mozart - Serenade No. 10 (Gran Partita, K 361), 3rd Movement: Adagio

Jeg faldt i dag til musik årsprøven over dette nummer med Mozart på min iTunes. Uden at tænke over det lænede jeg mig tilbage i stolen med lukkede øjne og lyttede - det var helt utroligt! Hvis ikke det var fordi jeg havde siddet blandt 100 andre mennesker, var jeg begyndt at græde. Det er umiddelbart en underlig følelse, fordi jeg blev virkelig lykkelig af at høre dette nummer, og dog er det ikke af lykke jeg havde og stadig har lyst til at græde. Det er virkelig bare en kæmpe bunke med blandede følelser, der på en eller anden måde er vanedanende... Det lyder underligt, men det passer perfekt til hvordan jeg har det for tiden! Det er en ubeskrivelig følelse af lykke og ubehag der mødes i ét, og giver mig en følelse der ikke kan beskrives. Normalt elsker jeg at analysere mine følelser, hvilket nok er en af mine dårligere sider, men det vil jeg ikke her! Det nægter jeg!

Jeg vil virkelig bare nyde, at musik kan have en sådan kraft og påvirkning på os.