Jeg har tilbragt bededagsferien på Fanø i vores sommerhus, til en arbejdsweekend. Stort set hele min fars side af familien deltager i dette, som er blevet en tradition. Men efter min onkels død i sommerferien, hvor han omkom i en bilulykke hvor min tante og fætter slap med livet i behold, mærker man den trykkede stemning.
Mit forhold med min farbror, var knyttet, men meget på afstand - en afstand på 6 timer. Da han på den måde ikke var en del af min hverdag da han levede, mærker jeg ikke den store forskel når jeg selv er kommet igang med min rutinerede hverdag. Det hårde kommer, når jeg ser de mennesker hvis liv var baseret på hans eksistens. Min tante og fætter, kommer begge fra Litauen, og har fået revet hele deres liv itu. det skær i hjertet, at se mennesker dø på den måde inden i. Det er fordærdeligt at se mine bedsteforældre, der stadig lever, føle den uretfærdighed, at skulle lægge sit barn i graven. Der er noget unaturligt i at se sin far græde.
På trods af det hele, er det skønt at se dem igen... Og jeg er virkelig glad for at kunne være der og mærke sorgen, der stadig ligger dybt i min familie...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar